I spiser morgenmad og starter derefter dagen med en sejltur på små to timer til den lille bygd Qassiarsuk.
Byen er vikingen Erik den Rødes tidligere hjem – og i dag tillige et stykke kulturarv, som er med i UNESCO Verdensarvsområdet, som hedder "Et nordbo- og inuitlandbrug på randen af indlandsisen”. På turen hertil sejler skibet igennem flere fjorde med chancer for at spotte drivende is.
I bliver i Qassiarsuk i cirka tre timer, så I har god tid til at se det hele og sætte jer ind i historien om byen og udforsk resterne af en af de første vikingebosættelser i Grønland. Her spadserer alle rundt, for der er ingen offentlig transport.
I kan se resterne af kirken, staldene, hovedhuset og andre bygninger, og så har man bygget rekonstruktioner af både et nordbo-langhus og Tjodhildes Kirke (Erik den Rødes kone). Tjodhilde var selv kristen og omvendte Erik, og i dag mener man, at kirken er den første kristne kirke på det nordamerikanske kontinent.
Slå også vejen forbi statuen af Leif Erikson (Erik den Rødes søn), der holder vagt ved hans tidligere hjem i denne lille bygd i Sydgrønland, imens han skuer ud over den smukke fjord Tunulliarfik.
I dag har moderne landbrugsmaskiner erstattet vikingernes daværende redskaber, men det er de samme floddale og bjergskråninger, hvor dyrene i dag græsser. I dag er her flest får, og fårefarme og andet landbrug, som er de vigtigste drivkræfter i Qassiarsuks økonomi.
Husk også at slappe af, imens I er her og fald ind i bygdens rolige tempo, imens I evt. spiser en frokost i den lokale café (ikke inkluderet). Bemærk, at der også er mulighed for tilkøb af en bygderundvisning, hvis I vil tættere på historien i Qassiarsuk.
Om eftermiddagen fortsætter I med båd igennem Qooroq-isfjorden, hvor man ofte ser tætpakkede isstykker og blålige isformationer. Målet for sejlturen er Itilleq, hvor I hopper i land og kan glæde jer til en stemningsfuld let til moderat vandretur på cirka fire kilometer ad den såkaldte Kongevejen – der ikke er mere end et gammelt hyrdespor med et pragtfuldt udsyn over fjorden.
Allerede her lader I skuldrene falde ved synet af de lyserøde sandsten, grønne marker, fjelde og fjordens stille blå vand. Bagagen skal I ikke bekymre jer om – den bliver naturligvis transporteret separat.
Efter vandreturen er I fremme ved dagens endelige bestemmelsessted, den lille bygd Igaliku, som er en fredfyldt og idyllisk fåreholderbygd omgivet af bløde bakker, frodige enge, stengærder og betagende udsigter her midt i stilheden.
Igaliku betyder “stedet som en gryde” – en passende beskrivelse af den lune dal, hvor tiden går langsommere. I indlogerer jer på Igaliku Hotel & Lodges (også kaldet Igaliku Country Hotel) i en af deres hyggelige hytter, og kan slappe af resten af eftermiddagen.
Igaliku ligger i den yderste ende af Igaliku-fjorden, som er Sydgrønlands grønne hjerte og den frodigste og mest frugtbare del af landet. Her folder over tusinde års landbrugshistorie sig ud mellem blå fjorde, grønne enge og marker - og utallige fåreflokke, der græsser fredeligt, og i dag er dette kulturlandskab da også på UNESCOs Verdensarvsliste.
Her mødes nordboernes gårde fra vikingetiden med inuitternes traditioner, og mange af de historiske gårdbrug er i dag genoplivet af grønlændere, så fortid og nutid lever side om side.
Om aftenen har vi inkluderet en dejlig to‑retters middag, som I spiser i hotellets restaurant/café med lokale råvarer og hyggelig stemning.