En køretur langs en af verdens smukkeste kyststrækninger. Kystvejen er hugget ind i de stejle sider af bjerget Chapman’s Peak, og udsigten er simpelthen uovertruffen.
Undervejs er der mulighed for at møde både strudse, bavianer og eland, det sydlige Afrikas største antilope.
Første stop er i Hout Bay, hvor der er en sejltur ud til en kolossal sælkoloni.
Herefter fortsætter turen ad Chapman’s Peak Drive ned til Cape Point, hvor fyrtårnet står og knejser på den yderste halvøs højeste punkt. En lille kabelbane fører jer næsten op til toppen, og så kan I gå ad trapper det sidste stykke for at kunne nyde udsigten til fulde.
Næste stop er Kap Det Gode Håb, som var det sted, de bekymrede søfarende til Indien for over 350 år siden først – og ofte i overensstemmelse med sandheden - kaldte Stormenes Kap. Men det navn var ikke fremmende for sømænds lyst til at tage på den farefulde ekspedition, og derfor blev Det Gode Håb det officielle navn.
Efter Kap Det Gode Håb spiser I frokost på egen regning, og derefter går turen tilbage mod Cape Town via Simons Town og Boulders Beach, som er kendt for sin store pingvinkoloni. Pingvinerne er de eneste på det afrikanske kontinent, og I får rig lejlighed til at fotografere dem, da de er temmelig upåvirkede af turisternes tilstedeværelse.
I er tilbage i Cape Town sidst på eftermiddagen.
Ikke inkluderet:
- Frokost ca. R300 pr. person
- Drikkepenge til guide og chauffør. Beregn ca. 200 rand pr. person til chauffør og guide (baseret på 2 personer - hvis I er flere, justeres beløbet ned til mindre end 200 rand pr. person)