Afrikas vildeste hjørne Dagsprogram

Efter morgenmaden skal vi igen på rejse gennem landskaberne, når turen går videre til Namib-ørkenen ad grusveje, som kan synes uendelige men aldrig er kedelige.

Fra en lille støvet prik viser sig i horisonten, går der måske ti minutter, før en bil kører forbi og efterlader sig en sky af støv.

Der kan sagtens gå en time mellem bilerne, og forvirrende stikveje og vejskilte skal vi ej heller bekymre os om. Enkelte steder dukker der måske et hus op ude i midten af ingenting, men ellers har vi bare selskab af landskaberne, som heldigvis formår at levere en smuk underholdning undervejs.

Undervejs på køreturen er der visse steder fladt, andre steder blødt og bakket. Fra tid til anden kan landskabet minde om noget, der er taget ud af en gammel western. Andre gange ligner bjergformationerne isflager i ørkenrød forklædning. Bedst som vi tror, der er en rød tråd, overraskes vi af de enestående landskaber - og før vi ved af det, er vi fremme ved vores lodge.

Vi tjekker ind og spiser som det første en sen frokost og herefter skal vi på en køretur på lodgens område. Vi tager afsted et par timer før solnedgang, så vi kan se det røde landskab blive mere og mere gyldent i skæret af den nedadgående sol.

Der bliver rige muligheder for at iagttage strudse, oryx-antiloper og flokke af springbuk.

Når solen står lavt på himmelen, serverer vores værtsfolk snacks og en drink. Vi spiser fælles middag på lodgen.

Vi spiser morgenmad, og om formiddagen skal vi som det første besøge "spøgelsesbyen" Kolmanskop, som ligger et kvarters kørsel udenfor byen Lüderitz.

Kolmanskop var tidligere et travlt centrum for driften af flere diamantminer, men den blev forladt for omkring 50 år siden. I dag er byen et fantastisk sted at udforske på gåben og for et mindre gebyr kan man frit gå ind og ud af de sandfyldte boliger og de forfaldne bygninger, der engang gjorde dette til en blomstrende arbejdsby.

Det var tilbage i 1808, at nyheden spredte sig som en løbeild, at jernbanearbejderen Zacharias Lewala havde fundet en diamant, og folk efterfølgende strømmede til, så en hel lille by inden længe var skudt op af ørkensandet.

Kolmanskop havde dengang både en slagter, en bager, en møbelfabrik samt en sodavands- og limonadefabrik, en offentlig legeplads og en swimmingpool – alt, hvad der var med til at gøre livet bekvemt for de tyske kolonister.

I 1920'erne nåede opsvinget i Kolmanskop sit højdepunkt, hvor her boede omkring 300 tyske voksne, 40 børn og 800 afrikanske kontraktarbejdere. De tyske kolonister gik i den nyeste mode, havde et livligt socialt liv, og livskvaliteten var på niveau med – hvis ikke højere - end den var i Europa på daværende tidspunkt.

I Kolmanskop blev der bygget store, elegante huse, og byens hospital var så veludstyret, at det havde den første røntgenmaskine nogensinde i hele det sydlige Afrika.

Men lige så pludseligt, som det startede, var det hele forbi igen. 40 år senere opdagede man rigere diamantforekomster nær Oranjemund, og hurtigt flyttede minedrift og eksport væk fra Kolmanskop og længere mod syd.

Byen gik langsomt til grunde, og i dag som tidligere fortsætter både boliger og andre faciliteter med at blive langsomt begravet af ørkensandet stykke for stykke. Der er ikke meget tilbage af elegancen og storheden, rigdommen og velstanden i byen – men det er en utrolig fascinerende historie!

Vi lægger Kolmanskop bag os og kører tilbage mod Aus, og undervejs gør vi holdt ved resterne af den historiske jernbanestation i Garub. Denne lille bygning og det, der er tilbage af den, spillede en vigtig rolle i Namibias historie.

Stationen blev bygget i 1906 under den tyske kolonitid og fungerede som et vigtigt vandings- og forsyningsstop for damplokomotiver. Under det tyske kejserrige og Første Verdenskrig var toglinjen igennem her en vigtig forsyningsåre. Stationen blev også brugt som base for troppetransporter, men store dele af den blev ødelagt under krigen, da de tyske tropper trak sig.

I dag overlever Namib-ørkenens vilde ørkenheste blandt andet i det knastørre landskab takket være en vandpost med borehul, der oprindeligt blev etableret til damplokomotiverne. Ikke så langt fra den tidligere togstation er der et glimrende udsigtspunkt, hvorfra vi kan beundre de vilde ørkenheste.

Hestenes oprindelse er stadig lidt af et mysterium, og der findes mange teorier, for der findes ikke nogen oprindelig hestebestand i det sydlige Afrika.

Det er mest sandsynligt, at hestene blev tilbage i området efter kampene under Første Verdenskrig mellem tyske og sydafrikanske tropper.

Ifølge lokale overleveringer fik en soldat efter krigen ordre til at føre de overlevende heste ud i ørkenen for at slå dem ihjel. Men han kunne ikke få sig selv til det og jagede i stedet hestene ud i ørkenen.

Gennem årene har de lært at tilpasse sig deres omgivelser og er i overraskende god forfatning i betragtning af de barske forhold. Den nuværende bestand er på mellem 90 og 150 heste.

I dag forlader vi Fish River Canyon og kører imod den sydafrikanske grænse ved Rietfontein.

Når grænseformaliteterne er vel overstået, og vi er kommet ind i Sydafrika, møder vi vores lokale guide, som venter på os sammen med en anden bus.

Herefter kører vi videre til Kgalagadi Transfrontier Park. Landskabet her er både smukt og fascinerende og præget af skiftevis røde klitter og det vilde, grønne krat, der strækker sig ud og væk fra landevejen i det uendelige.

Kgalagadi Transfrontier Park blev oprindeligt grundlagt for at beskytte vilde dyrs – og herunder især oryx-antilopens migrationer i Kalahari-ørkenen. Til det formål oprettede man i 1931 den sydafrikanske del af parken for at forhindre massiv jagt på områdets vilde dyr.

I 1990'erne begyndte Botswana og Sydafrika et vildtsamarbejde, der i 1999 kulminerede med en historisk aftale om at ophæve hegnet mellem de to parker. Dermed blev Kgalagadi Transfrontier Park Afrikas første grænseoverskridende "fredspark" (Transfrontier Park) og fungerer i dag som ét samlet, kæmpestort naturområde med vilde dyr og planter.

Efter ankomst hertil tjekker vi ind på vores lodge, og herefter skal vi på en eftermiddags-safaritur i nationalparken. Vi kører i firhjulstrukne safarijeeps, så vi kan få det optimale ud af oplevelsen.

Kgalagadi har nogle af de bedste steder i verden til at se de vilde pattedyr ordentligt, fordi her ikke er så meget vegetation, og fordi der er mange dyr samlet i de tørre flodlejer langs Auob- og Nossob-floderne.

Parken er især berømt for sine rovdyr, som er parkens største attraktion. Der er fremragende chancer for at se geparder, leoparder, brun og plettet hyæne samt de karakteristiske sortmankede løver, der enten driver rundt, jager eller hviler sig i skyggen af de imponerende kameltorntræer.

Her er også store flokke af store planteædere som blå gnu, springbukke, elandantiloper og den røde koantilope. Jordegern og de sjove og nysgerrige surikater er to af parkens mere fremtrædende arter.

Begge disse jordlevende arter lever i store familiegrupper for ekstra beskyttelse og kan nemt ses overalt i parken. Honninggrævling, den skælklædte myresluger og ørkenræven er andre af parkens specialiteter, man kan søge efter.

Lægger vi nakken tilbage og kigger op, er Kgalagadi Transfrontier Park i varierende grad bosted for omkring 280 fuglearter - 92 af dem er fastboende.

En række rovfugle lever bl.a. her, hvoraf de mest almindelige er savanneørn og sortbrystet slangeørn, gøglerørn, hvidryg- og øregrib samt mindre arter som bleg sanghøg, spurvehøg, pygmæfalk og den store tårnfalk. Her findes også en stribe store ugler og farverige mindre fugle.

Når mørket falder på, kører vi retur til vores lodge, hvor vi skal nyde en fælles middag.

Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Augrabies Falls National Park, som ligger som nabo til Oranje-floden.

Her er hovedattraktionen det majestætiske Augrabies-vandfald, som falder frit 56 meter ned i den 18 km lange kløft nedenfor faldet.

Det oprindelige khoi-folk kaldte dette område for Aukoerebis - som betyder stedet med den store larm – på grund af vandet, der tordner nedad i det spektakulære vandfald.

Under vores besøg i parken besøger vi flere panoramiske udsigtspunkter med betagende udsigter over parken, kløften og Oranje-floden – og mon ikke vi også her spotter nogle af nationalparkens vilde dyr.

Som et forsvar imod den ekstreme varme er girafferne i Augrabies lysere i farven end girafferne længere østpå. Også her er der flere arter af antilope og rovdyr som leoparden, sjakalen med sort ryg, ørkenlossen, ørkenræven og den afrikanske vildkat.

Fra nationalparken fortsætter vi til Die Mas vingården, der ligger idyllisk på bredden af Oranje-floden i Nordkap-provinsen. Vindruerne har gode forhold i denne region på grund af det unikke klima, hvor flodens vand og den afrikanske sol i kombination giver liv til den frugtbare jord i denne halvørken. Vi smager på vinen og hører om produktionen og spiser en let frokost her.

På vejen videre stopper vi ved Die Pink Padstal, hvor der er mulighed for at købe lokale delikatesser som velsmagende tørrede frugter, biltong (lufttørret, marineret kød, som minder om beef jerky) og et udvalg af snacks og forfriskende drikkevarer.

Die Pink Padstal er en af de mere kendte i Sydafrika, men der findes mange variationer af de såkaldte padstalle, der er en del af den sydafrikanske kultur. Ordet padstal har sine rødder i afrikaans, hvor "pad" betyder vej og "stal" betyder bod.

Historisk set opstod padstalle langs de støvede veje, der forbandt byer og storbyer, og tilbød rejsende et sted at hvile, forfriske sig, tanke op og høre det sidste sladder fra naboerne.

Vi ankommer til vores hotel i Citrusdal ud på eftermiddagen og kan derefter slappe af på egen hånd, indtil vi mødes om aftenen til fællesmiddag.