Eventyr på isen Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 6 dage fra 26.995 kr.
Dag 1
DANMARK – ILULISSAT, byrundtur og Isfjordsejlads
Vi flyver fra Danmark med kurs mod Grønland, og afhængigt af vejr og vind skal vi regne med en rejse på små fem timer til Ilulissat.
Ilulissat er med sine 4.500 indbyggere Grønlands tredjestørste by og ligger cirka 300 kilometer nord for Polarcirklen
Byen er nok mest kendt for den smukke Isfjord, der har været på UNESCO's liste over verdensarv siden 2004, og allerede ved indflyvningen ser vi de store isfjelde, der flyder i Diskobugten.
De store blokke af is kommer fra gletsjeren Sermeq Kujalleq i Isfjorden – verdens hurtigste gletsjer, som producerer mere end 48 kubikkilometer isfjeld om året.
Vi bliver kørt til hotellet, der ligger smukt placeret i Ilulissat med udsigt til havet og forbipasserende isbjerge.
Herefter tager vi ud på en byrundtur sammen med rejselederen, der fortæller om byens historie, om den grønlandske kultur og det moderne liv heroppe 300 kilometer nord for Polarcirklen. Vi møder fiskerne på havnen og de lokale kunstnere i kunsthåndværkstedet samt spadserer forbi polarforskeren Knud Rasmussens fødehjem og den gamle trækirke, Zionskirken.
Vi slutter turen på havnen og skal nu på en anden af de helt store oplevelser i Grønland, nemlig en sejltur i Diskobugten. Årligt strømmer der cirka 56 kvadratkilometer is ud i Isfjorden.
Den store mængde is, som gletsjeren kaster af sig, bliver til enorme isfjelde, der kan blive flere hundrede meter på hvert led og strække sig over 100 meter op over havets overflade. Mange af disse kæmper strander på den undersøiske morænekant ved Isfjordens munding, og her har vi mulighed for at sejle blandt dem.
Isfjeldene er en dynamisk størrelse, der forandrer sig fra dag til dag og får forskellige udtryk alt efter vejret. I solskin er det kontrasterne, der træder frem, mens isen derimod får et skær af blå nuancer, når det er overskyet.
Sejlturen tager cirka to timer, og det kan blive ret koldt på havet, så det anbefales selvfølgelig at pakke sig godt ind, inden vi sejler afsted. Indimellem bevæger isbjergene sig længere ud på havet, og det menes faktisk, at det var et isfjeld fra Ilulissat, der var skyld i Titanics forlis tilbage i 1912.
Efter nogle timer på havet, hvor vi glider gennem et hav af naturens smukke værker, kører vi tilbage til hotellet.
Om aftenen spiser vi middag sammen på Hotel Hvide Falk og måske slutter dagen med kig til nordlyset.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Dag 2
ILULISSAT, HEN OVER ISEN MED HUNDENE SPÆNDT FOR SLÆDEN
Inuitterne har levet i og med naturen gennem generationer, og i dag får vi en unik chance for at fornemme, hvordan kulturen har fundet sin plads i naturen.
Vi skal ud at køre på hundeslæde – en once-in-a-lifetime oplevelse, hvor vi glider hen over isen, der knirker under mederne, alt imens vi nyder den storslåede udsigt til fjelde og flokken af slædehunde, der galopperer over ismasserne. Selv om hundene gisper og stønner, mens pisken smælder, er de glade, for det er deres kald i livet at spæne hen over isen.
Det er vejrforholdene, der afgør, hvilken rute vi kører. Måske slædekusken tager os ud langs Bredebugt med udsigt over Diskobugten, og hvis havisen tillader det, kan det endda være, vi kører ned på det frosne hav.
En anden mulig rute går ind i baglandet, der byder på storslåede udsigter over Isfjorden, især når den tager os op og ned ad den stejle bakke ’Lille Akinnaq’, som er noget større og stejlere, end navnet antyder.
Uanset hvilken udsigt der venter os, kan vi se frem til en dag, der forener natur, historie og kultur i en smuk oplevelse. Intet kan måle sig med turen på slæden, hvor vi sidder få centimeter over den knirkende is og mærker de små bump og den rene, sprøde luft i kinderne, alt imens poterne tramper gennem is og sne foran os.
Det er fascinerende at se, hvordan hunde og fører i fællesskab finder vej over isen, og vi kommer tæt på noget autentisk, der både er traditionelt og hverdagsagtigt.
Slæden er betrukket med skind, der isolerer og sikrer, at vi sidder forholdsvist godt. Hvis I rejser to sammen, kommer I til at sidde på samme slæde. Rejser man alene, bliver man sat sammen med en anden gæst på slæden. Slædeturen varer cirka to timer, og vi får serveret lidt te eller kaffe at varme os på undervejs.
Vi kører hundeslæde fordelt på to hold, et om formiddagen og et om eftermiddagen.
Alt efter hvilken hundeslædetur I er på, kan I på den anden del af dagen vælge at tilkøbe en tur med snescooter.
På snescooter hen over isen
I kan også vælge at opleve vinterlandskabet med fart over feltet på en snescooter. Jeres guider viser vej, og I følger trop over isen.
Undervejs krydser I frosne søer og fjelde og nyder en betagende udsigt over Ilulissat og isfjorden. Er føret godt, går turen så langt ind, at I har udsigt til Indlandsisen.
Jeres guide leverer alt det udstyr og den undervisning, I behøver for at køre sikkert.
Bemærk: Man skal være fyldt 18 år for at køre snescooter og 10 år for at sidde bag på. Turen tager tre timer, og erfaring er ikke nødvendig.
Om aftenen spiser vi middag på Hotel Hvide Falk.
Dagens foreslåede udflugt på snescooter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes og bestilles ved køb af rejsen.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Slædehundekørsel er et must i Grønland om vinteren - du vil ikke fortryde det!
Dag 3
ILULISSAT, DAGEN ER PÅ EGEN HÅND, TILKØB EVT. UDFLUGT TIL OQAATSUT MED ISFISKERI
Vi spiser morgenmad og har derefter dagen på egen hånd til at lave, hvad I har lyst til.
Vi vil gerne anbefale en udflugt med isfiskeri eller en tur på snescooter, hvis I ikke nåede det i går. Begge er oplevelser, som er dybt forankrede i den grønlandske kultur.
Dagstur til Oqaatsut med isfiskeri og frokost på Restaurant H8
Udflugten tager jer til det sneklædte landskab omkring Oqaatsut, som er en lille bygd med 30 indbyggere, der ligger 20 kilometer nord for Ilulissat.
I sejler fra Ilulissat Havn over det kolde hav, hvor I undervejs passerer fascinerende, drivende isbjerge fra Ilulissat Isfjord. Ved ankomst til Oqaatsut lægger båden til ved kanten af den frosne bugt. Om vinteren er havnen i Oqaatsut ikke mulig at lægge til ved på grund af isen, så I står af på isen og går hen over den frosne indsejling til Oqaatsut.
Værterne i H8 byder jer velkomne ved båden og hjælper jer over isen og ind i bygden. Det er sikkert at gå på den tykke is, og udsigten fra den frosne bugt er uforglemmelig.
Ved Restaurant H8 Explorer hjælper værterne jer i varmt tøj, hvis det er nødvendigt - samme slags tøj, som grønlandske fangere bruger. Vi anbefaler, at man tager sit varmeste tøj på hjemmefra, så I er godt klædt på til at klare kulden uden ekstra tøj.
Sammen med guiden tager I ud på isen og finder et godt sted at bore huller til at fiske. Isfiskeri er en metode, der stadig bruges i dag, hvor de grønlandske fangere tager med deres hundeslæder fra Ilulissat ud i baglandet til den frosne isfjord. Her kan de fange de store hellefisk med langline.
Efter en time på isen er det tid til at vende tilbage til Restaurant H8, hvor I kan få varmen igen efter turen og sidde og nyde udsigten over bygden.
Der vil også være tid til at gå på opdagelse i bygden og for eksempel se den lille dagligevarebutik, kirken samt byens osmoseanlæg, der leverer vand til bygden.
I kan også spadsere til et af de mange smukke udkigspunkter over Diskobugten med talrige isbjerge - et fantastisk flot syn.
Frokosten i Restaurant H8 består af lokale råvarer, og I kan godt glæde jer allerede.
Efter den dejlige frokost sejler I tilbage til Ilulissat efter en spændende dag i et vaskeægte, grønlandsk bygdemiljø.
Vælger I at blive i Ilulissat, kan I slappe af på hotellet og nyde den imponerende udsigt over bugten, besøge et af byens museer eller vandre på en af de afmærkede vandrestier langs Isfjorden.
Aftenens middag er på Hotel Icefiord – én af byens gode spisesteder.
Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes og bestilles ved køb af rejsen.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Dag 4
ILULISSAT, VANDRETUR TIL BOPLADSEN SERMERMIUT, VIDERE TIL KANGERLUSSUAQ OG PÅ NORDLYSJAGT
I dag skal vi på en spændende vandretur til en lille boplads ikke langt fra Ilulissat. I løbet af dagen vil der også være tid til en tur rundt i byen på egen hånd og måske købe nogle souvenirs.
Hen ad formiddagen vandrer vi i fælles trop til bopladsen Sermermiut, hvor fjordens smukke fjelde danner baggrundslærred for den spændende historie, der har fundet sted gennem tiden. Gennem 4.000 år har forskellige inuitkulturer boet netop her, og vi kan stadig se levn, der vidner om deres tilstedeværelse, blandt andet ruiner af tørvehytter.
Bopladsen kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 2004, og der følger også en grum historie med til stedet. I gamle dage, når kvinderne i bygden var blevet så gamle, at de ikke længere gjorde nytte, kastede de sig ud over klippekanten oppe fra toppen af kløften. På samme måde var det blandt de gamle i inuitkulturer ikke unormalt, at man blev såkaldt fjeldgænger og blot forsvandt ud i den barske natur, når man ikke længere havde noget at bidrage med. Nogle steder vandrede de gamle blot ud til havisens kant, hvor de hoppede i vandet, eller også frøs de ihjel inden.
Herefter besøger vi Isfjordscenteret, tegnet af den danske arkitekt Dorte Mandrup. Den imponerende bygning åbnede i 2021, og vi har på forhånd købt billetter dertil.
Efter besøget tager vi til lufthavnen og flyver den korte tur sydover til Kangerlussuaq.
Kangerlussuaq er Grønlands største bygd med 500 indbyggere, men trods det beskedne indbyggertal huser bygden en af Grønlands største lufthavne, og faktisk er lufthavnen så stort et omdrejningspunkt, at det også er her, vi tjekker ind på vores hotel.
Kangerlussuaq betyder ’den store fjord’, hvilket refererer til bygdens beliggenhed for enden af den 180 kilometer lange fjord af samme navn. Bygden er Grønlands største, og selv om der umiddelbart ikke sker det helt store på disse kanter, har den gjort sig bemærket på flere måder op gennem historien.
Vi spiser middag sammen i hotellets restaurant efter en lang og spændende dag, inden vi tager på jagt efter nordlyset i området, og afslutter aftenen med en grønlandsk kaffemik for dem, der kan lide en lille en til eller i kaffen.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Der er en flot udsigt fra Sermermiut og ud over Kællingekløften. Nederst til venstre ses det nye Isfjordscenter.
Dag 5
Kangerlussuaq – Udflugt til Indlandsisen ved pkt. 660 og Russellgletsjeren
Vi spiser morgenmad på hotellet, og derefter skal vi ud på en uforglemmelig tur til Indlandsisen, verdens næststørste iskappe, der dækker 80 procent af Grønlands areal.
Vi tager kun en ganske lille bid af Indlandsisen på dagens udflugt, men vi kommer alligevel til at fornemme iskappens enorme omfang, der samlet set er 40 gange større end Danmark.
Vi kører langs Sandflugtsdalen, der følger den lange smeltevandselv. Her ser vi det turkismælkehvide vand, som fosser afsted, mens vi nærmer os Indlandsisen.
Fremme ved Indlandsisen modtages vi af majestætisk natur. Isen blev skabt for 2-3 millioner år siden og rummer i dag 2,7 millioner kubikkilometer is, hvilket svarer til næsten halvdelen af alt ferskvand på den nordlige halvkugle.
På sit højeste sted når isen op på 3.231 meter over havets overflade, og for de rette forskere kan den fortælle historier om tidligere tiders klima. Det fortæller vores guide alt sammen mere om på vejen derud.
Vi oplever Russellgletsjeren, som vi går en tur ved i behørig afstand, så vi er i sikkerhed, hvis gletsjeren skulle kælve. Russellgletsjeren er en af de kanaler, hvorigennem isen siver væk fra Indlandsisen, og bagved gletsjeren begynder den enorme iskappe.
Russellgletsjeren er en del af det UNESCO-beskyttede område Aasivissuit Nipisat, som allerede for mere end 4.000 år siden var jagtterritorie for mennesker.
Vi fortsætter til Punkt 660, hvor der venter et aldeles spektakulært syn af både Indlandsisen og gletsjerudløbere.
Vi parkerer køretøjet og går en tur ind på selve Indlandsisen. En oplevelse, der i al sin enkelhed føles aldeles overvældende.
Vandreturen er ikke for gangbesværede, og der er masser af smuk natur at se. Hvis ikke man har lyst til mere vandring, kan man sagtens blive hjemme i den varme bus. Efter ca. halvanden time vender vandrerne retur, og vi kører tilbage mod Kangerlussuaq.
Vi spiser middag sammen i hotellets restaurant efter en lang og spændende dag.
- Morgenmad
- Picnicfrokost
- Middag
Her skal i bo
På heldagsudflugten til Punkt 660 og Russellgletsjer forstår vi, hvor stærke kræfter der er på spil i Grønland. Om aftenen viser nordlyset forhåbentlig sine dansetrin på nattehimlen.
Dag 7
Kangerlussuaq – Danmark
Rejsen er desværre så småt ved at være slut, og i dag går turen tilbage til Danmark. Vi flyver fra Kangerlussuaq til Nuuk og derfra videre til Københavns Lufthavn, hvor vi er fremme om aftenen. Om bord på flyet serveres et måltid og drikkevarer.
- Morgenmad
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-16.00.