Kontrasterne står i kø i Sydafrika. Det oplevede jeg, efter vi var kommet til smukke Cape Town for foden af det berømte Table Mountain.
En af dagene her besøgte vi Langa, Cape Towns ældste township. Vores lokale guider tog os med ind i huse, værksteder og små gårde – med en gæstfrihed, der var større end rummene, vi stod i. Det gjorde et kæmpe indtryk. Livet her er hårdt og kreativt på samme tid, og det var umuligt ikke at mærke både historien og den vilje, der driver hverdagen fremad.
Om aftenen på Victoria & Alfred Waterfront, sad jeg med et koldt glas hvidvin med udsigt til Table Mountain og tænke på, hvordan det havde været en rejse, der tydeliggjorde de enorme kontraster, man møder i Sydafrika.
Den bekræftede mig i, at Sydafrika har det hele, og at en rejse her, som Niels så rigtigt sagde det, føles som flere rejser i én, fordi oplevelserne er så alsidige – fra Victoria Falls og vinruter til Cape Towns smukke beliggenhed og Kaphalvøens mangfoldige dyreliv.
Og herfra tilbage til bushen.